Tilbage til blog

IN: En hårfin balance

IN: En hårfin balance

Artikel af Julie Kraase Brandt, IN, August 2021

Uanset alder taber du imellem 50 til 100 hårstrå om dagen, men når der ender flere hår på børsten, end du bryder dig om, kan det blive et problem. Hormoner og kost spiller ind, men ifølge eksperterne kan små indsatser gøre en forskel. Samspillet imellem arvelighed og hvordan ens hormoner arter sig over tid, er den absolut væsentligste faktor, når det gælder et udtyndende hår, forklarer Lars Skjøth, stifter af Hårklinikken og forsker i human ernæring og biokemi. Han har forsket i hårtab og hovedbundslidelser i 28 år og har klinikker i Danmark, Tyskland, Island, USA og Dubai.

Er du arveligt disponeret, vil der over tid ske det, at dannelsen af hårceller mindskes og dermed skrumper de ramte hårsække til en mindre størrelse, så nye hår, der gror ud, er tyndere, kortere og dermed mindre synlige. Udsving i hormonbalancen kan også påvirke processen, hvis du f.eks. har problemer med stofskiftet, under graviditet eller i forbindelse med overgangsalderen. I sjældne tilfælde kan det skyldes fejlernæring med mangel på vitaminer og mineraler som f.eks. D-vitamin, zink, jern, ferritin og omega-3 fedtsyrer. Sidst, men ikke mindst - og ikke overraskende, forklarer han - er stress en stor faktor, når det gælder kvaliteten af din hårpragt. "Stress påvirker også håret via hormonbalancen, og det kan speede det arvelige hårtab op. Det har vi bl.a. set hos enæggede tvillinger i 50-60 tilfælde - den ene har mistet en del mere hår på grund af stress, imens den anden tvilling ikke har," siger Lars Skjøth.

Det skal du ikke gøre
Hvor meget glatter du? Hvor ofte farver du? Og hvor mange dåser tørshampoo har du på samvittigheden? Det kan især påvirke hårets kvalitet, men det kan også påvirke hårets vækst. Unødig slid fra varmestyling, den markante proces med kemikalier, som en hårfarvning er, og tørshampoo, der sammen med hovedbundens talg (hudfedt), samt døde og levende hudceller skaber en bakteriebombe i hovedbunden, er ikke gavnligt for hårets vækst, siger eksperten og uddyber: "Bakteriers primære formål er at formere sig, og forskning har vist, at det kan give kontaktreaktioner, kløe, rødme, skæl og inflammation i huden eller hårsækkene, og i værste tilfælde kan dette danne arvæv, der kan være lig med ikke mere hår. Hvis du ikke kan - eller vil - undvære tørshampoo f.eks. til speciel lejlighed, er hans bedste råd at vaske hår, så snart du kan.

Løsningerne
Ifølge Lars Skjøth er der meget få midler, som har vist sig at have en virkning på at genvinde hårkvaliteten; lægemidlet Regaine kan reducere hårudtynding, men kan ikke bremse den permanent, og lægemidlet Finasterid har også vist effekts mod arveligt hårtab hos mænd, desværre også med bivirkninger mod impotens, manglende sexlyst og psykiske problemer!

I Hårklinikkens regi, forklarer Lars, har de i over 30 år forsket og behandlet kvinder og mænd med det formål at optimere betingelser for dannelse og forbedring af hår med fokus på hovedbunden og hårsækkene, uden brug af problematiske kemikalier. "Vi har netop færdiggjort et 12-måneders forsøg med mere end 500 deltagere, hvor nye ingredienser er blevet afprøvet med stor success, herunder en ny ingrediens, som er udvundet af æble, over de sidste 12 år. Fremmelsen af hårets kvalitet, diameter, længde, genskin og farve ændres markant efter kun 2-4 måneder. Når det gælder pleje, der modvirker hårtab og som kan stimulere hårsækkene, har også danske Purely Professional meldt sig på banen. De har udviklet et serum og en shampoo, der indeholder stoffer, som hver især giver et lille bidrag til at skubbe hårcellernes naturlige processer i gang."

"Vi opdagede et biotekfirma, som arbejdede med celledyrkning af gurkemejerødder. Rødderne har en speciel regenereringsevne, og når de dyrkes, danner og udskiller de signalstoffer, som har vist sig at kunne stimulere vækst i flere sammenhænge. I vores hår findes der celler, som regulerer hårets tilstand - de fortæller, om håret skal vokse, gå i dvale eller dø, og de processer er ekstraktet af gurkemeje - curcumina longa - i stand til at påvirke, så hårsækkenes vækstcyklus genstartes, hvilket resulterer i flere nye hår og mindre hårtab," fortæller kemiker Ole Olsen, der sammen med sine to døtre stiftede Purely Professional i 2011.

Udover serummet har mærket udviklet en supplerende shampoo med koffein og et stof (piroctone olamin), som virker skælbekæmpende; "skæl øger fældning af håret, og derfor er det en helt konkret udfordring, som det giver mening at få styr på, når man arbejder for en sund hovedbund og god hårkvalitet generelt," forklarer Olsen. Indholdet af koffein blokerer for en anden teknisk proces i håret - omdannelsen af testosteron til dihydrotestosteron, der hæmmer og skader hårets vækst. Ved at forhindre den proces, bidrager koffein til bedre vækstbetingelser for håret.

Gør-det-helt-selv
Udover målrettet pleje er hårvask, ifølge Skjøth, også helt enkelt noget af det bedste, du kan gøre for at holde håret sundt. Det er, fordi håret har de bedste betingelser for at vokse sig blødt og glansfuldt, når der er balance imellem de bakterier og svampe, der bor i hovedbunden - uanset etnicitet, køn, alder og hårtype. "Det er blevet en sandhed, at hårvask slider på håret. Den største grund til, at hår bliver tørt og kedeligt, er hårudtynding, at ens hårsække skrumper. I takt med, at håret gradvist bliver tyndere i kvalitet, bliver det samtidig mere modtageligt over for varme, styling, vind og vejr, og det kommer nemmere til at se trist og kedeligt ud."

Men der er mere endnu, for ligesom resten af kroppens processer, så trives hårets vækst også, når du sover og spiser godt. "Søvn er et af de bedste skønhedstips - også forhåret. Hjernen udvasker kemikalier, så vi øger muligheden for at leve længere og være gladere og mere positive. Derfor påvirker det hele systemets balance, når vi sover godt. Det er ikke udelukkende antallet af timer, der er vigtige, det er først og fremmest kvaliteten af søvnen," forklarer Skjøth. Hans bedste råd til god søvnkvalitet er at blive god til at forberede sig på at sove, f.eks. ved at gå en rolig aftentur og undgå hård motion om aftenen, fordi det liver én op. At spise fisk og grønt til aften, især fordi basisk mad er nemmer at fordøje for kroppen, og at holde mobilen ude af soveværelset (stadig så du kan høre din alarm, selvfølgelig).

Når du endelig er landet på puden, opfordrer han til at læse, fordi det at bruge fantasien gør dig naturligt træt. Masser af vand i løbet af dagen understøtter også kroppens processer, men stop en time før sengetid for at undgå at skulle op om natten. Ikke overraskende, og sidst, men ikke mindst kan det betale sig at kigge dig køleskab efter. "Forskningsmæssigt ved vi for lidt om, hvor meget man optager af kosttilskud (til håret), og at disse kan gøre mere skade end gavn, når det overdrives. Til gengæld ved vi, hvor meget vi får fra vores mad, så det er klart min anbefaling at spise mad med højt næringsindhold, og adgangen til frisk grønt, surdejsbrød og økologiske fødevarer i Danmark er fænomenalt i forhold til de fleste andre lande," lyder det fra eksperten, Han fremhæver f.eks. chiafrø, blåbær, økologisk koldpresset olivenolie, mandler, æg, frisk og grønt og forklarer, at med sådan en kost er der meget stor sandsynlighed for, at man bidrager til ens helbred, og at ens hår får gode vækstbetingelser.

Vores EkstraktShop produkter

Are you in the right place?

Please choose your shop

Danmark