Sådan påvirker allergisæsonen hårets og hårbundens sundhed

Hvis du er en af de mange millioner af mennesker, der døjer med sæsonbestemte allergier, kender du sikkert de klassiske symptomer – du nyser, øjnene klør og næsen løber. Men ved du også, at disse allergier kan påvirke din hårbund? Pollen, støv og andre forurenende stoffer i luften giver ikke kun en tilstoppet næse – de kan også hobe sig op på hårbunden og irritere, så den bliver tør, klør eller begynder at skælle. I vores nyeste artikel dykker vi ned i, hvordan almindelige sæsonallergener påvirker hårbundens sundhed, hårets tilstand og tæthed – og hvad du selv kan gøre for at passe på dit hår i allergisæsonen.

Sammenhængen mellem allergier og hårudtynding

Sæsonbestemte allergier er aldrig den direkte årsag til hårudtynding, men de kan indirekte betyde hårtab eller tyndere hår. Det sker bl.a. ved at udløse stress, forstyrre hårets vækstcyklus og ved at irritere hårbunden.

Sådan hænger det sammen: Når du kommer i kontakt med allergener, reagerer dit immunsystem ved at frigive histaminer og andre kemikalier for at beskytte kroppen mod de fremmede stoffer. Denne immunreaktion påvirker hele kroppen og dermed også huden på din hårbund.

Tegn på, at du har allergi i hårbunden

En mere synlig og mærkbar allergisk reaktion på et fremmedstof kan vise sig som kontaktdermatitis, som typisk viser sig som skællende tør hud, der ofte er rød, irriteret og klør. Det opstår, når et stof irriterer huden eller udløser en allergisk reaktion.

Hårprodukter, der indeholder parfume, farvestoffer, tensider, parabener, visse sulfater og alkohol, kan ofte udløse allergi i hårbunden.

Kontaktdermatitis kan også opstå, når hårbunden udsættes for sæsonbestemte allergener såsom pollen, støv, husstøvmider, græs og andre forurenende stoffer i miljøet.

Sådan påvirker allergier din krop

Immunforsvaret:
Allergier opstår som følge af et overaktivt immunforsvar, der fejlagtigt opfatter ellers harmløse stoffer i omgivelserne som farlige. Det udløser en immunreaktion, som kan belaste immunforsvaret og påvirke dit generelle velbefindende.

Stress:
På sin vis er en allergisk reaktion en form for stress som kan påvirke hårbunden og forværre eksisterende hårproblemer – hvilket i nogle tilfælde kan føre til hårtab eller udtynding.

Hudirritation:
Allergener og sæsonmæssige forandringer kan også føre til hudirritation og øget cellefornyelse i hårbunden, hvilket kan påvirke hårsækkenes sundhed negativt.

Betændelse og hårets vækstcyklus

Betændelse forårsaget af allergener, kan udløse en midlertidig form for hårtab kaldet telogen effluvium. Det opstår, når flere hårsække end normalt går ind i afstødningsfasen i hårets vækstcyklus, hvilket kan føre til synlig hårudtynding. Selvom tilstanden som regel er forbigående, kan kronisk betændelse som følge af vedvarende eksponering for allergener forlænge hårtabet eller gøre det mere tydeligt.

Allergier kan give kløe i hårbunden

Allergener som pollen og støv kan føre til tørhed, skældannelse og irritation i hårbunden. Det kan gøre det sværere for håret at vokse optimalt, da tilstoppede hårsække bliver svagere, så du måske fælder mere. Derudover kan allergiske reaktioner på stoffer, der irriterer, nogle gange føre til en tilstand kaldet seboroisk dermatitis, som fører til hårudtynding ved at skabe overskydende talg og skæl i hårbunden. Det kan også medføre betændelse i hårsækkene (follikulitis), hvilket i værste fald kan føre til arvæv og permanent hårtab i de ramte områder.

Tilstoppede porer kan desuden påvirke selve hårstråets struktur og gøre det mere skrøbeligt og tilbøjeligt til at knække.

Sådan påvirker støv hårets sundhed

Støv er endnu et almindeligt allergen, der kan påvirke dit hår negativt. Når støvpartikler lægger sig på hårbunden, kan det give betændelse, tilstoppe hårsækkene og føre til irritation. Det kan sætte gang i hårfældning og gøre hårbunden mere tør og skællende. Hvis ophobningen af støv ikke fjernes, kan der opstå skældannelse, som yderligere hæmmer hårets sunde vækst.

Klør du dig i hårbunden på grund af støv og irritation, risikerer du samtidig at beskadige hårsækkene og øge hårtabet. Med tiden kan denne skade medføre områder med udtyndet hår, så hårtabet bliver mere synligt.

Tips til at beskytte dit hår i allergisæsonen

Du kan ikke standse sæsonen for allergi, men der er flere ting, du kan gøre for at holde dit hår sundt gennem hele perioden. Her får du gode råd til, hvordan du plejer dit hår, så du fælder mindre:

1. Få taget dit årlige helbredstjek inkl. blodprøver

Det første skridt til at sikre, at dit hår kommer sundt igennem hele allergisæsonen, er at få taget dit årlige helbredstjek inkl. blodprøver. Det er en god hjælp til at få undersøgt om kroppen er i balance, og at der ikke er andre tilstande såsom stofskifteproblemer eller blodmangel, som kan føre til hårtab. Hvis eventuelle helbredsproblemer ikke bliver behandlet, kan det nemlig føre til hårudtynding eller at du fælder mere. 

2. Hold fast i en sund plejerutine af hårbunden 

Når årstiderne skifter, bør din hårbundspleje gøre det samme. Sørg for at vaske håret regelmæssigt med den rigtige shampoo og på den rigtige måde, så du får fjernet allergener såsom pollen og støv, der kan have ophobet sig på hårbunden. Brug milde, beroligende shampooer og conditioners som er tilpasset netop din hårbunds mikrobiom. Hårklinikken tilbyder et bredt udvalg af rene og effektive produkter, der understøtter en sund hårbund, tilfører fugt og fremmer den naturlige vækst af håret.  

Det kan også være en fordel at massere hovedbunden, mens du vasker håret – det øger blodcirkulationen og kan stimulere hårets vækst. Vær dog forsigtig – skrubber du lidt for hårdt, kan det irritere hårbunden og føre til øget hårfældning.

3. Find gode måder at håndtere stress på

Stress er en af de hyppigste årsager til hårtab. Hvis du allerede døjer med allergisymptomer, kan stress oveni forværre problemet. Find måder at håndtere dit stressniveau på ved fx aktivt at prioritere søvn og indarbejde afslappende rutiner som meditation, yoga, et varmt bad, dagbogsskrivning – hvad som helst der hjælper dig med at finde ro. Når du dæmper dit stressniveau, hjælper du samtidig med at holde dine kortisolniveauer i balance – og det understøtter både dit hårs og din hårbunds sundhed.  

4. Beskyt din hårbund mod allergener og forurening

Når du opholder dig udendørs, er det en god idé at være opmærksom på allergener i luften. Overvej at bruge hat eller tørklæde for at beskytte håret mod direkte kontakt med pollen, støv og andre forurenende stoffer.

Derhjemme kan du med fordel bruge en luftrenser, som filtrerer luftbårne allergener og hjælper med at holde dit indeklima fri for støv og pollen.

5. Søg professionel rådgivning

Hvis du oplever mere hårtab end normalt, eller hvis håret er tyndere på bestemte områder af din hårbund uden at komme sig, er det vigtigt at få professionel hjælp. En hudlæge eller en hårspecialist kan hjælpe med at afgøre, om dit hårtab skyldes allergi eller om der ligger andre årsager bag. De kan eventuelt anbefale behandlinger med fx kortison, antihistaminer eller andet som kan afhjælpe problemer i hårbunden.

Konklusion

Sæsonbestemte allergier, hvad enten de skyldes pollen, støv eller miljømæssig forurening, kan påvirke dit hårs sundhed ved at forårsage betændelse, irritation og øget hårtab. Selvom det er helt normalt at fælde lidt mere i bestemte perioder, kan vedvarende eller alvorligt hårtab kræve professionel hjælp. Ved at holde fast i en sund plejerutine af hårbunden, tage hånd om stressniveauet og styrke dit immunforsvar kan du hjælpe dit hår med at trives også i allergisæsonen.

Hvis du oplever, at dit hår ikke kommer sig, eller at håret er tyndere på visse områder af hårbunden, så book en konsultation med en af vores hårspecialister og få professionel hjælp. Med den rigtige pleje kan du minimere allergiernes effekt på dit hår og bevare en sund hårbund – hele året rundt.

Er du usikker på, hvor du skal begynde?

Vi tager kun imod klienter, som vi mener, vi kan hjælpe. Derfor er vores online Håranalyse det bedste sted, du kan begynde. Baseret på dine resultater vil du enten kvalificere dig til en behandling med det samme, eller vi vil anbefale, at du booker en konsultation.