Tekst MARIE LODBERG, EUROWOMAN, 2020
Sidder personligheden i håret?
Hår har rod i følelserne, og hårtab er tabu. Det ved håreksperten, der påstår, at han kan få håret til at gro igen. Kræftpatienten fortæller, hvordan det nye korte hår har forvandlet hende, og den gråhårede, at hun aldrig har fortrudt, at hun droppede pincetten.
Hvis personligheden sidder i håret, er min leverpostejsfarvet og spinkel. Min kollega, hvis hårtop jeg i skrivende stund har udsigt til over computerskærmen, har, i så fald, en blank og flad personlighed. Og min mands er ikkeeksisterende. Det er jo løgn. Mit hår er “fint, ikke tyndt,” som jeg har fået at vide af en stor andel af de frisører, jeg har sat mig i stolen hos. Jeg ved ikke, om det er, fordi de har valgt en positiv tilgang til mit hår, for ikke at tale det og mit spejlbillede ned, eller om det rent faktisk er sandheden. Hvis der findes en sandhed om mit hår? Det ændrer ikke på, hvordan det rent faktisk ser ud, og med tiden har jeg også fået det sådan, at det helst bare skal virke.
Ikke klaske for meget og op i en knold de dage, hvor cyklen virker ekstra tung i røven. Men så bliver jeg inviteret til at besøge Hårklinikken og tale med grundlægger og indehaver Lars Skjøth, som en del af min research på hårfronten, vi kan også kalde det sund nysgerrighed. Han fortæller mig, at Hårklinikken hjælper mennesker med at give dem mere hår. Det lyder akkurat lige så vanvittigt som, at Jesus kan forvandle vand til vin, eller at en anti-age-creme kan få samtlige linjer i ansigtet til at opløse sig.
Lars, come on?
"Det er altså rigtigt. Vi kan trykke på en knap og vende mange menneskers situation, så de får 30-40 procent mere hår. Mange af vores kunder får 60-80 procent mere hår. Så bliver vi så begejstrede, at vi løber rundt mellem lokalerne herinde,” siger Lars Skjøth, der har en baggrund i ernæringsvidenskab og biokemi, og som startede Hårklinikken for 28 år siden, i 1992. Han har, foruden klinikken i Amaliegade i København, åbnet klinikker i bl.a. New York, Reykjavik og Aarhus og har pt. 60.000 klienter.
Når Lars Skjøth siger, at de på Hårklinikken kan “trykke på en knap,” mener han, at de laver en analyse af hovedbunden og håret, og ud fra den blander de en individuel ekstrakt, baseret på komælk og planteekstrakter, som skal masseres i håret to gange hver aften med minimum en halv times mellemrum. En flaske ekstrakt varer en måned og koster 598 kroner. Klienten kommer til konsultation tre-fire gange årligt for at skrue på ingredienserne til den næste flaske ekstrakt. Efter tre måneder skulle der gerne være et synligt resultat.
Lars viser mig før-billeder af kvinder med vigende tindinger, brede skilninger og hår, der minder om trevlede sytråde. Og efter-billederne, hvor det pibler frem med masser af tykke og glansfulde babyhår. Jeg overvejer kort, om Lars er god til at photoshoppe. Men hans nordjyske dialekt og talestrøm om årelang forskning og resultater fortæller mig, at den må være god nok. Han undersøger min hovedbund med en kam og en lup. Han er overbevist om, at han kan forbedre kvaliteten af mit hår, hvis jeg er frisk på at give det et skud. Aftale.
Sidder personligheden i håret?
“Håret definerer os, om vi vil det eller ej. For nogle sidder al personlighed i håret, og når håret tynder ud og forsvinder, oplever de det som et alvorligt angreb mod dem selv, mod den måde, de tager sig bedst ud på. Jeg ved det, for jeg taler med dem dagligt. I går havde jeg besøg af en klient, og hun kunne slet ikke overskue, at hun ikke længere havde den rødblonde løvemanke, hun havde haft, da hun var ung,” siger Lars Skjøth.
Det er måske ligesom med tøjet og musikken. Teorien om, at man holder fast i det tøj, man gik i, og den musik, man hørte, da livet peakede. Da det endnu var sprødt og sindet åbent. Måske er det derfor, at min ven med porøst jordbærblondt hår, har fået så langt hår, at han har samlet det i en sparsom hestehale i nakken. Sådan én, dog i en noget kraftigere udgave, havde han nemlig også, da han var ung og spillede i metalband. Nu er han 44 og lige blevet far for tredje gang. Den ældste er for længst flyttet hjemmefra. Han har nok brug for at holde fast i sin hestehale og sin ungdom. Mit hår har stort set altid set ud, som det gør i dag plus-minus fem centimeter. Der var en årrække omkring gymnasietiden med skarpt pandehår og en irriterende hvirvel i højre side, der altid fik det til at stritte, og som jeg til sidst konsekvent klippede af. Det virkede. Og, nå ja, gryden, jeg fik på autentisk vis hos Esbjergs måske ældste frisør, som havde klippet den, da den havde været moderne i første omgang i 70’erne. Jeg prøvede at understøtte frisuren med mine lavtaljede Miss Sixty-jeans med svaj. Men nogle gange er den sværeste at overbevise dig selv og det med god grund. Derfor har mit hår lige siden været skulderlangt med en forfærdelig kedelig midterskilning.
Så det er nemt at grine af gamle frisuregryder og en nisset hestehale.
Håret er der i det mindste, og det kan klippes og arrangeres. Så er der andre, der har haft hår, men imod deres vilje ikke har det længere. Som Anne Bech. Hun er forfatter til en række bestseller-træningsbøger, bl.a. Sund og slank på 6 uger og Guide til gudindekrop, og på omslagene står hun, som var kroppen hugget i sten og med kraftigt, mørkebrunt, langt og blankt hår. Træningseksperten har om nogen levet af sit vitale udseende. Men så. I februar 2019 fik hun konstateret binyrekræft og har været igennem et hardcore kemoforløb, der bl.a. har gjort, at hun har mistet alt hår på hoved og krop. Jeg ringer hende op.
Man spørger vel ikke sådan én som dig, hvordan det går…?
“Nej...”
Men du vil gerne tale om hår?
“Ja, det er dejlig konkret.”
Hvordan har det været at miste håret?
“Jeg har altid haft hår, der lignede Pocahontas, og som har vokset som ukrudt. Tanken om at miste håret var langt værre, end da det skete. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg var forberedt på det. Det kan også være perspektivet i det: “Okay, det er bare hår.” I to-tre dage overvejede jeg at gå med paryk. Men det skulle jeg ikke. Når man heller ikke har øjenbryn og vipper, ser det for teateragtigt ud, for kunstigt. Who was I kidding? Jeg kunne alligevel ikke bilde nogen ind, at jeg havde hår med en paryk,” siger Anne Bech.
Hvordan mistede du håret?
“Hospitalet rådede mig til selv at tage det af. Det er ikke fedt at fælde i så store mængder, at hive store totter hår ud af hovedet eller vågne op med en masse hår på puden. Jeg fik en veninde til at klippe mig helt kort. Det havde jeg det helt fint med. Jeg lagde et før- og et efter-billede på Instagram.”
Hvordan havde du forestillet dig, at du ville have det uden hår?
“Jeg tænkte meget på, om jeg ville blive mindre feminin med kort hår. Og sådan følte jeg mig faktisk også, da jeg var helt korthåret.”
Hvordan?
“Mænd har kort hår, og kvinder har som regel langt hår. Det er meget stereotypt, det ved jeg godt. Men der er også flere kvinder end mænd, der går i nederdel. Sådan er det bare. Det lange hår har fulgt med dét at være kvinde. For mig ligger der en kvindelig værdi i, at du kan gøre mere end én ting med det. Du kan lade det hænge og se sensuel ud. Du kan sætte det op og se afslappet ud. Det er sværere med kort hår. Der ser man… stærk ud. Det fremhæver ansigtet. Det mener jeg positivt. Du ser ud, som du ser ud.”
Hvordan har du det med dit hår i dag?
“Lige nu er jeg bare irriteret, fordi det stritter lige op i luften, og jeg ikke kan gøre noget som helst med det. Jeg kan falde i staver over kvinder på gaden og tænke: “Hvad er det, der er så skønt ved hende? Er det tøjet? Det er håret!” Det betyder meget for dit udseende, og jeg er mere opmærksom på det nu, når jeg ikke har det.”
Har håret påvirket din måde at være på?
“Jeg er blevet mere modig i min påklædning, og det er sjældent, jeg går ud uden makeup. Når du ikke har noget hår, tiltrækker dit ansigt mere opmærksomhed.”
Sidder personligheden i håret?
“Det er et svært spørgsmål, for ja, jeg har ændret mig, siden jeg mistede håret, men det kan også være alle de ting, der er fulgt med. Jeg tror, at jeg er transformeret til en anden. Det gør egentlig ikke noget. Jeg er måske blevet til noget, som handler mere om at være et helt menneske end kun at være sund. Sundheden er bare en del af et menneske. Tidligere havde jeg det sådan, at hvis jeg havde en god krop og en god fysisk sundhed, havde jeg et godt liv. Nu handler det om livskvaliteten, om hele oplevelsen af at være menneske, det mentale, og hvordan jeg oplever at have et godt liv. Meget symbolsk har jeg mistet håret i den proces. Der har det været fint at skifte ham.”
Charlotte Torpegaard kender til fascinationen af hår. Hun er grundlægger af skønhedsuniverset I Love Beauty, en hjemmeside og en lille skønhedspavillon i Kongens Have. De seneste par år har hun også indsamlet research til en bog om hår og dets historie og betydning.
“Da jeg startede i skønhedsbranchen for snart 30 år siden, var der ingen kvinder, der talte om hårtab. Det var kun mænd. Men da jeg for en del år siden begyndte at tale om ammehår, fik jeg meget feedback. Kvinders forhold til deres hår er virkelig stærkt, ofte langt stærkere end det forhold, de har til deres hud. Jeg får det bekræftet hver dag. Der er så mange, der gerne vil skjule, at de mister håret,” siger hun.
Charlotte Torpegaard er gråhåret. Hun vender næsen mod cafébordet, hvor kaffen og laptop’en står, så jeg kan få det fulde perspektiv af hendes hår og hovedbund. Det er i sandhed gråt. Hvidt faktisk. Hun fandt sine første grå hår, da hun var 28.
“Jeg sad i bilen og holdt i krydset ved Glyptoteket på H. C. Andersens Boulevard og kiggede mig i bakspejlet. Og så så jeg dem og glemte alt om trafikken! Alle dyttede. Jeg startede med at hive de grå hår ud, så jeg måtte stoppe, inden jeg blev pletskaldet. Det holdt jo ikke. Så måtte jeg gå med det, og jeg har aldrig fået så mange komplimenter, som efter det blev gråt. Pludselig blev det mit kendetegn,” siger Charlotte Torpegaard.
Ligesom huden mister også håret sin vitalitet og spændstighed med alderen. Og glans og fylde er for øjet lig med sundhed.
“Hvis håret er smukt, kan du komme til fest i jeans og T-shirt,” siger Charlotte Torpegaard.
Sidder personligheden i håret?
“Jeg ved ikke, hvad det er, der sidder der, men der sidder noget med betydning for, hvordan vi har det med os selv, og håret sladrer mere, end vi tror. Hvis jeg har arbejdet hårdt i lang tid, kan jeg se det på håret, før jeg kan se det på huden. Mit hår er et stærkt barometer for mit velvære.”
Lad os vende blikket mod min hovedbund igen. Jeg har masseret ekstrakten ind i den hver aften i nu syv uger. Jeg besøger endnu en gang Lars Skjøth på Hårklinikken. Han finder før-billeder af min hovedbund på sin telefon og kam og forstørrelsesspejl frem.
“De meget udtyndede områder vokser mere og mere til. Det vildeste er din skilning. Den er meget mere lukket til, end da du kom.”
Jeg kan godt se det. Som en motorvej, der er blevet til en lille sti. “Og tro mig, den kommer til at lukke helt til. Der var mange små hår, og de er allerede blevet kraftigere. Men altså, festen er jo kun lige begyndt,” siger Lars Skjøth, der, ikke overraskende, opfordrer mig til at fortsætte hårekstraktpåføringen hver aften. Det tror jeg, at jeg vil. For man går jo hen og bliver grådig, selv om det ikke er klædeligt.
